Træn Trivslen

#48 10 ting ledere kan lære af Kierkegaard om den etiske fordring – Pia Søltoft

Sanne Østergaard Nissen & Julie Kowal Kristiansen Season 1 Episode 48

“Det er ikke et menneske, der siger til dig, du skal følge den etiske fordring. Den bor sådan set i din egen eksistens. Den melder sig som en fordring om, at man tager eksistensen på sig: at man vælger sig selv. Men den melder sig også som en fordring om, at man skal være tydelig i forhold til andre, når det gælder, hvad man synes er ret, og hvad man synes er slet.”

  • Hvorfor er Kierkegaards etik mere relevant end nogensinde?
  • Hvad vil det sige at leve med en etisk fordring – og ikke bare følge regler?
  • Hvordan kan ledere tage det etiske ansvar på sig i en tid præget af klimakrise, kunstig intelligens og moralsk vakkelværk? 

I dette afsnit af Træn Trivslen dykker vi ned i Søren Kierkegaards etiske univers sammen med teolog og Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft. Med udgangspunkt i bogen ’10 ting ledere kan lære af Kierkegaard om den etiske fordring’ stiller vi skarpt på den del af lederskabet, som ikke handler om KPI’er og performance – men om sandhed, mod, ansvar og samvittighed.

Kierkegaard mente, at vores etiske valg former os som mennesker. Vi bliver til i mødet med det, vi vælger – og det, vi undlader at vælge. Den etiske fordring er ikke et sæt retningslinjer. Det er en invitation til at leve vågent og vælge med hjertet. Ikke bare tale om principper, men stå i dem – også når det koster.

For i en verden, hvor regler og strategier ofte overdøver den indre stemme, spørger Kierkegaard: Vil du være tilskuer – eller vil du tage dit virke i verden alvorligt?

Pia guider os gennem Kierkegaards tanker med både indsigt og kant. Vi taler om ledelse som karakterdannelse, om at turde stå alene – og om at finde sit etiske kompas i mødet med det andet menneske.

Der er 7 refleksionsspørgsmål hen mod slutningen af afsnittets, så hav papir og kuglepen klar til at skrive ned. Afsnittet her er en invitation til at tænke med og måske tage et etisk valg og skridt, du har udskudt.

Gæst: Pia Søltoft er sognepræst i Christians Kirke og Esajas Kirke i Københavns Stift og ejer af Coaching-Kierkegaard. Med en baggrund som cand.theol., ph.d., tidligere lektor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet samt leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret fra 2010 til 2013, regnes hun i dag som landets førende formidler af Søren Kierkegaards tænkning. Hun er forfatter til en lang række bøger og artikler – herunder ’Kunsten at vælge sig selv’.

Værtinde: Sanne Østergaard Nissen

Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen

People on this episode