
Træn Trivslen
TRÆN TRIVSLEN er en podcast om at styrke trivslen. Vi fokuserer primært på trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen, hvor vi deler værdifulde indsigter og råd til ledere og medarbejdere om at skabe attraktive arbejdspladser, bæredygtige arbejdsmiljøer og forebygge mentale helbredsudfordringer. Vi udforsker forskellige emner inden for mental sundhed og trivsel med eksperter, fagpersoner og praktikere. Vores mål er at give dig praktiske råd og inspiration til at øge trivslen på din arbejdsplads og generelt i dit liv og arbejdsliv.
Følg gerne med i hele serien og del også gerne dine spørgsmål og kommentarer med os. Og lad os sammen begynde rejsen mod øget trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen.
Vært: Sanne Østergaard Nissen, Lektor og konsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen, Specialkonsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Træn Trivslen
#49 Egodyr i arbejdstøj – Henrik Tingleff
”Og den der dobbelthed i menneskets natur om, på den ene side vil ind i flokken, på den anden side vil op i flokken, er i virkeligheden det, der skaber så mange benspænd for det moderne liv, vi lever. Så vi lever i sådan en konstant balance. Nogle gange siger jeg, at det er lidt som at have flokdyret på den ene skulder, der sidder og siger, nu skal du passe ind, og egodyret på den anden skulder, der har behov for at hæve sig op over flokken.”
- Hvorfor skal vi være agtpågivende over for vores indre egodyr?
- Hvad gør statusjagten ved vores dømmekraft og beslutninger?
- Hvordan opdager vi, når egodyret styrer – og hvordan skifter vi retning?
I dette podcastafsnit har vi igen spændende og tankevækkende besøg af adfærdspsykolog Henrik Tingleff. Sidst mødte vi flokdyret. Denne gang folder han egodyret ud: den del af os, som kæmper for status i flokken – ofte på bekostning af fællesskabet.
”Egodyret er flokdyrets onde fætter. Det er den side af os, som interesserer sig for magt, for status, for indflydelse. Det er den side af os, som får os til at prioritere os selv og vores egne behov, ofte på bekostning af fællesskabet. Og det ligger en masse benspænd for det moderne menneske.”
Samtalen balancerer mellem skarp indsigt og selvironi: egodyret udfordrer også Henrik selv – OG så sandelig også Sanne.
Til sidst kommer Henrik med råd til, hvordan vi kan blive klogere på os selv og hinanden, for som han siger: ”Du er dem, og de er dig”, trives bedre og bruge vores fælles tid og ressourcer mere meningsfuldt – i stedet for at fodre egoets statusspil.
Gæst: Henrik Tingleff er psykolog og efterspurgt foredragsholder, underviser og rådgiver inden for alt der handler om at forstå og påvirke menneskers adfærd på et videnskabeligt grundlag. Han er forfatter til de to bestsellere: “Når Flokdyret Fejler” og senest ”Egodyr”
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen